Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Nyheder
Artikel Privatøkonomi | 5 min

Forskudsopgørelsen 2025 – det skal du være opmærksom på

Efteråret er over os med regn og rusk og tiltagende mørke – men også med sine smukke farver, stearinlys og hygge inden døre under plaiden. Fra 12. november sørger Skattestyrelsen for, at du også har noget at få tiden til at gå med i stearinlysets skær – der får du nemlig adgang til din forskudsopgørelse for 2025.

Nykredit

Forskudsopgørelsen er Skattestyrelsens gæt på, hvordan din indkomst og fradrag ser ud næste år, og beregner den procent, som fx din arbejdsgiver skal indeholde i skat ved udbetaling af din løn. Forskudsopgørelsen åbnes i år d.  12. november, og det er ifølge formueekspert Jeanette Kølbek en rigtig god idé at bruge lidt tid  på den.

Tænk på det som en budgetplan. Hvis den rammer præcis, så undgår du at skylde penge eller have for meget til gode. Sidste år fik overskydende skat en rente på 0,8%, mens restskat blev pålagt 5,5% - og 7,5% hvis du var sent ude med betalingen. Der kan altså være penge at spare, ved at gå sin forskudsopgørelse efter i sømmene”, siger Jeanette Kølbek.

Renteudgifter og -indtægter fra skat er ikke fradragsberettigede eller skattepligtige. Omregnet svarer renten for restskat, som blev betalt senest 1. juli, til 8,21% pa.

Restskat kan blive en dyr fornøjelse, og renten på overskydende skat er i den lidt lavere ende, sammenlignet med, hvad du kan få i banken på nuværende tidspunkt. Så det er klogt at finde balancen, så du undgår at betale dyre renter eller få en lav rente på dit tilgodehavende”, siger Jeanette Kølbek.

Her er, hvad du særligt skal være opmærksom på, når du gennemgår din forskudsopgørelse for 2025:  

Renter på retur

Et vigtigt fokuspunkt i år er ifølge Jeanette Kølbek din kapitalindkomst.

”Renten har været faldende i 2024, og hvis du ikke justerer din kapitalindkomst, kan du ende med for høje rentefradrag. Det kan føre til en ubehagelig restskat, da rentenedsættelserne ikke automatisk bliver indregnet, og kan ramme dig hårdt. Skattestyrelsen laver forskudsopgørelsen baseret på din årsopgørelse fra året før, altså 2023. Så hvis dine renteudgifter er faldet i løbet af 2024, er det en god idé at opdatere din forskudsopgørelse for 2025. På den måde undgår du at få et for stort fradrag og en potentiel restskat”, siger Jeanette Kølbek.

Det er altså en god idé at holde øje med dine renteudgifter og om nødvendigt justere forskudsopgørelsen, så du er på forkant med din økonomi, og slipper for ubehagelige overraskelser.

Jobskifte

Det seneste år har gennemsnitligt 72.000 personer skiftet eller startet nyt job hver måned. Hvis du er en af dem, er der nogle vigtige justeringer, du skal lave på din forskudsopgørelse, for at undgå restskat.

Juster din lønindkomst

Vil du undgå restskat, bør du overveje at justere din lønindkomst korrekt:

  1. Tjener du mindre end 37.700 kr./måned før skat? Det er bedre at forskudsregistrere en for lav indkomst, end en for høj. Hvis du forskudsregistrerer for meget, beregnes der et for stort beskæftigelsesfradrag, og det kan resultere i en restskat.
  2. Tjener du mere end 55.400 kr./måned før skat? Så er det normalt bedre at forskudsregistrere en lidt for høj indkomst, end en for lav. Indkomst over topskattegrænsen udløser en topskat på cirka 52,7%. Hvis du forskudsregistrerer for lavt, kan du ende med en for lav trækprocent, og dermed restskat.
  3. Tjener du mellem 37.700 kr. og 55.400 kr./måned før skat? Du kan slappe mere af. Som regel betaler du den skat, du skal.

”Hvis du har skiftet job, og din løn er steget eller faldet markant, fx hvis du er gået fra SU eller dagpenge til en højere løn, skal du opdatere din lønindkomst i forskudsopgørelsen. Tjek også, om dine muligheder for kørselsfradrag har ændret sig - især hvis du pendler mere eller mindre end før”, siger Jeanette Kølbek.

Kørselsfradrag

Har du længere til dit nye job? Du kan få kørselsfradrag, hvis din transportafstand er mere end 12 km til arbejde (24 km tur/retur). Dette gælder for alle typer lønnet arbejde, hvor du betaler am-bidrag, såsom studiejob, lønnet praktik og løntilskud.

”Husk, at fradraget kun gælder for de dage, du faktisk pendler. Du kan ikke medregne dage, hvor du arbejder hjemmefra, er på ferie eller syg. Alle transportmidler giver fradrag, herunder bil, tog, bus og cykel”, siger Jeanette Kølbek.

Købt bolig efter 1. september 2024?

Har du købt en ejendom efter 1. september 2024? Så skal du sørge for at opdatere din forskudsopgørelse både for købsåret og det følgende år. Hvis du ikke gør det, bliver du ikke automatisk opkrævet ejendomsværdiskat og grundskyld, og det kan resultere i restskat.

”Når ejerskiftet er tinglyst, får du besked om, at din grundskyld er klar til at blive indarbejdet i din forskudsopgørelse. Husk, at både ejendomsværdiskat og grundskyld opkræves gennem din forskudsopgørelse”, siger Jeanette Kølbek.

Så husk at opdatere din forskudsopgørelse, når du køber ny bolig, for at undgå ubehagelige overraskelser.

Indefrysningslån på forskudsopgørelsen

Fra 2024 ophørte det skattestop, vi har haft siden 2001. Det medfører, at boligskatten (grundskyld og ejendomsværdiskat) vil stige, hvis din boligs værdi stiger, og falde, hvis værdien mindskes.

Eventuelle stigninger i boligskatten fra 2024 vil automatisk bliver indefrosset som et lån med renter, medmindre du aktivt har fravalgt det via forskudsopgørelsen 2024. Der kommer ikke renter på lånet, hvis du fravælger det inden den 31. december 2024. Vil du framelde indefrysningen for i år, skal du genbesøge forskudsopgørelsen 2024. Hvis du ikke fravælger indefrysningen på forskudsopgørelsen 2024, stiftes der et lån i 2025, som der skal betales renter af.

Du skal ikke til- eller framelde dig indefrysningen hvert år. Du skal kun foretage dig noget, hvis du vil ændre dit valg. Ønsker du senere at til- eller framelde dig indefrysningslånet, skal du gøre det via forskudsopgørelsen i det år, hvor du gerne vil have ændringen gennemført.

Ikke vedtaget endnu – men forventes vedtaget

Aktieindkomst – der kan tjenes flere penge til lavere skat

Hvis progressionsgrænsen for aktieindkomst hæves til 83.100 kr. i 2025, kan du se frem til penge tilbage, hvis din aktieindkomst ligger over den nuværende regulerede grænse på 63.300 kr.

Med de nuværende regler ville en forskudsregistreret aktieindkomst på 83.100 kr. udløse en skat på 25.407 kr. Bliver ændringen vedtaget, falder skatten til 22.437 kr. Det betyder en besparelse i aktieindkomsten på 2.970 kr., hvis du benytter helt op til progressionsgrænsen”, siger Jeanette Kølbek.

Håndværkerfradraget er tilbage

Håndværkerfradraget forventes at blive genoplivet. Men denne gang er det fradrag, hvis du ønsker at foretage klimarenoveringer på din bolig. Så hvis du planlægger at gøre dit hjem mere miljøvenligt, er der penge at spare.

Det er min anbefaling, at man sørger for løbende at opdatere sin forskudsopgørelse hele året. Har man fradrag, der endnu ikke fremgår af forskudsopgørelsen, er det en god idé at opdatere den løbende. På den måde sikrer man en god balance gennem hele året - og undgår ubehagelige overraskelser”, siger Jeanette Kølbek.

Huskeliste – vigtigst på forskudsopgørelsen 2025

  • Renter: Renten er faldet i 2024. Så tag et kig på dine lån – realkreditlån, banklån, kassekreditter og billån. Er renten faldet? Så husk at opdatere din forskudsopgørelse!
  • Boligkøb og-salg: Sørg for at registrere det på forskudsopgørelsen, hvis du har købt eller solgt en bolig, så du betaler den rigtige ejendomsskat.
  • Transport: Har din afstand til jobbet ændret sig, eller arbejder du mere eller mindre hjemmefra, så husk at registrere det på forskudsopgørelsen.
  • Aktieindkomst: Tjek, at Skattestyrelsens estimat for aktieindkomsten er realistisk.
  • Velgørenhed: Giver du penge til velgørenhed? Så husk at få det på forskudsopgørelsen. Der er i 2025 skattefradrag for de første 19.000 kr.
  • Ejendomsskatter: Ejendomsværdiskat og grundskyld opkræves af Skattestyrelsen via forskuds- og årsopgørelsen, og det betyder, at den månedlige lønudbetaling reguleres derefter. Sørg derfor for, at din boligstatus står korrekt, så du undgår restskat.
  • Servicefradrag: Kan give fradrag for fx almindelig rengøring, vinduespudsning, almindeligt havearbejde og børnepasning. I 2025 er fradraget 12.400 kr. pr. person.

Se din forskudsopgørelse her fra 12. november

Model.Name photo

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler